Big-Q-Quiz.com

Instruktør
  • Alfonso Cuarón
Skuespillere
  • Clive Owen
  • Julianne Moore
  • Michael Caine
  • Chiwetel Ejiofor
  • Claire-Hope Ashitey
Distributør
  • Universal

Anmeldelse: Children of Men

af David Bjerre

Mexicaneren Alfonso Cuarón ("Y tu mamá también") har instrueret dette science fiction drama for voksen. Vi er i London anno 2027, men her er ingen flyvende biler eller selvrensende fortorv. I stedet er verden blevet forandret til et dystert trøstesløst hul. Der er ikke blevet født et barn i 18 år, og hvis det fortsætter vil menneskeheden uddø om en enkelt generation. Regeringen forsøger at holde befolkningen under kontrol, men det er nyttesløst. Der hersker borgerkrigslignende tilstande i gaderne, og civilisationen er på randen af et totalt sammenbrud.

I denne rådne, grå verden møder vi den desillusionerede Theo (Clive Owen), der midt i dette kaos finder sit kald, da hans ekskæreste beder ham om hjælp til at smugle den unge pige Kee i sikkerhed uden for byen. Til at starte med er Theo ikke klar over, hvor vigtig denne mission er, men så får han at vide, at Kee er gravid. Om hendes barn vil frelse verden, eller blot være et sidste åndedrag før menneskeheden for evigt holder op med at trække vejret, er ikke til at vide, det eneste, Theo ved, er, at dette barnet for alt i verden må overleve.

Cuarón maler et imponerende billede af en kun alt for realistisk fremtid. Den trøstesløse desperation er næsten til at skære i, når vi bevæger os igennem de grå gader, hvor ingen længere bemærker de fortabte sjæle, der ligger i rendestenen med udstrakte hænder. Folk samles overalt i byen og stirrer tomt mod store TV-skærme, der spreder nyhederne om verdens forfald.

Cuarón benytter sig næsten udelukkende af håndholdt kamera, og dermed får filmen en dokumentarisk kvalitet, der gør, at historien bliver meget nærværende. Han benytter sig også af lange, uafbrudte optagelser i nogle meget centrale øjeblikke - lidt ligesom han gjorde i den blændende Dickens filmatisering "Great Expectations" (1998). Nogle af disse sekvenser er simpelthen skabt ved at lade kameraet køre, andre er konstrueret ved hjælp af fuldstændig usynlige computereffekter. Fælles for begge metoder er, at de skaber en helt speciel uro. Vi er så vant til at se film, hvor der klippes 40 gange i minuttet, så når vi pludselig bliver præsenteret for en scene, der bare fortsætter og fortsætter, er det uhyggeligt effektivt. Fotografen Emmanuel Lubezki har i øvrigt skudt tre af Cuaróns andre film og blev Oscar nomineret for "Sleepy Hollow" (1999).

"Children of Men" bør få opmærksomhed, dels fordi det er en moden science fiction film, der giver et reelt bud på en mulig fremtid for menneskeheden, og den slags er der bare ikke nok af. Dels fordi filmen bør ses som den advarsel, den er. Hvor en film som "V for Vendetta" lidt på samme måde forsøger at advare os om faren ved at overgive vores frihed til et overvågningssamfund styret af frygt (desværre tynget af sine tegneserierødder), så slipper "Children of Men" aldrig forbindelsen til nutiden. Derfor er den svær at ryste af sig, og derfor giver den stof til eftertanke.

Nomineringer

  • Bedste Adapterede Manuskript
  • Bedste Fotografering
  • Bedste Klipning

Tilbage til arkivet
Tilbage til forsiden