Big-Q-Quiz.com

Instruktør
  • Bill Condon
Skuespillere
  • Jamie Foxx
  • Beyoncé Knowles
  • Eddie Murphy
  • Danny Glover
  • Jennifer Hudson
Distributør
  • DreamWorks / Paramount Pictures

Anmeldelse: Dreamgirls

af David Bjerre

"Dreamgirls" fortæller historien om de tre sangpiger Deena, Effie og Lorrell, også kendt som The Dreamettes, der prøver at slå igennem på musikscenen i 60'ernes USA. De har sunget, siden de var børn, men efter endnu en tabt talentkonkurrence begynder de at frygte, at de aldrig vil blive til mere, end de er nu. Så pludselig træder manageren Curtis Taylor (Jamie Foxx) ind i lyset og giver dem et tilbud, de ikke kan afslå: Pigerne skal være backup sangerinder for stjernen James "Thunder" Early (Eddie Murphy). Dette job viser sig at være startskuddet til en solokarriere for gruppen, men der går ikke lang tid, før der går skår i glæden. Forsangeren Effie, der er en smule kraftig, bliver skubbet i baggrunden til fordel for den smukke, slanke, men mindre talentfulde Deena, der snart stjæler alt opmærksomheden. Pigerne må sande, at de ikke alle sammen kan få deres drøm opfyldt, og at de må kæmpe hårdt, hvis de ikke vil miste deres sjæl til den hårde, nådesløse musikbranche.

Som nævnt i starten er dette en musical. En vaskeægte musical. Det er så, hvad det er. Langt værre er det, at "Dreamgirls" rent faktisk er et fluffy lille eventyr, der lader som om, det er en rigtig film. Nej, der er ingen lyserøde dansende elefanter, men det er lige før. Historien har nemlig intet med virkeligheden at gøre - på noget plan. Den udspiller sig i et kvalmende poleret univers, hvor selv narkomaner ser friske og glade ud, den er fyldt med banale pointer - "musikbranchen er hård", "hvis du har en drøm, må du kæmpe for den" - og filmen får alt til at se legende nemt ud. Pigernes kamp for at få en kontrakt ser nem ud, kampen for at få første plade i butikkerne ser nem ud, selv når livet går dem imod, ser det nemt ud!

Det hjælper så ikke, at denne allerede problematiske historie fortælles i en række overdådigt producerede shownumre med storslået musik og perfekte koreograferede dansetrin kun momentvis afbrudt af korte dialog scener. Det værste i filmen er dog de musical sekvenser, der ikke bare er show-numre, men rent faktisk skal fortælle en del af historie, som for eksempel scenen hvor Effie finder ud af, at hun ikke skal være forsanger mere. Hun er ked af det, men så bryder alle ud i sang i et forsøg på at trøste hende. "We are family, like a tree", synger de ømt. Der er mere dybde i en gennemsnitlig Grand Prix tekst!

Filmen formår heller ikke at etablere de tre piger som individuelle karakterer. Jennifer Hudson er den eneste af de tre piger, der overhovedet efterlader et indtryk. Hendes rolle som Effie er den mest interessante, fordi hun er den af pigerne, der gemmegår den største udvikling. Hudson er ikke nogen stor skuespiller, men hun brænder igennem på lærredet, speciel sammenlignet med de andre piger. Beyoncé Knowles er småkedelig, som Deena Jones. Jo, hun er pæn nok, og hun kan da også synge, men hun er en porcelænsdukke uden karakter. Anika Noni Rose, der ses som Lorrell, er det svageste led i kæden, hun spiller, som om hun er med i en dum teenagefilm og formår ikke at gøre sin karakter til andet end en spøjs baggrundsdekoration.

De mandlige skuespillere vil formodentlig få mere opmærksomhed. Det er lang tid siden, vi har kunne se Eddie Murphy i en kvalitetsfilm, og han gør et hæderligt forsøg på at bevise, at han kan mere end bare at grine flabet og klæde sig ud som flommefede mennesker. Også Jamie Foxx, som den sleske manager Curtis, vil få opmærksomhed, selvom han er en del mere afdæmpet, end han var i "Ray"

Sidst, men ikke mindst, skulle der være tvivl om, at dette er een lang bøn for en Oscar, så se bare credit-sekvensen, der ligner mistænkelig meget den slags små montager, der bruges i Oscar Showet. Når fotografens navn kommer på ses forskellige flot beslyste stemningsbilleder fra filmen, ved siden af scenografens navn ses tegninger af kulisserne sammenlignet med scener fra filmen og så videre. Er der ikke regler mod den slags?

Er man ikke til musicals, er "Dreamgirls" i sagens natur en grufuld oplevelse, mindst lige så afskyelig som "Chicago" og kun en lille smule mindre forfærdelig, end en "Glamour The Musical" ville værre. Men selvom man elsker musicals vil een ting blive tydeligt, efterhånden som filmen sejler elegant igennem den banale historie: Den har absolut intet at på hjertet.

Nomineringer

  • Bedste Mandlige Birolle
  • Bedste Kvindelige Birolle - VINDER!
  • Bedste Scenografi
  • Bedste Kostumer
  • Bedste Sang
  • Bedste Sang
  • Bedste Sang
  • Bedste Lyd-mix - VINDER!

Tilbage til arkivet
Tilbage til forsiden