Big-Q-Quiz.com

Instruktør
  • Clint Eastwood
Skuespillere
  • Ryan Phillippe
  • Jesse Bradford
  • Adam Beach
  • John Slattery
  • Paul Walker
Distributør
  • Warner Bros.

Anmeldelse: Flags of Our Fathers

af David Bjerre

"Flags of Our Fathers" er Clint Eastwoods forsøg på at score anerkendelse ved at lave en rå brutal krigsfilm. Sammen med "Letters from Iwo Jima" fortæller den historien om et af de hårdeste slag i Anden Verdenskrig: Kampen om den Japanske ø Iwo Jima. Filmen her fokuserer på et helt specielt øjeblik i denne konflikt, det berømte billede, hvor en gruppe soldater sammen rejser det amerikanske flag. De fleste af os kender det ikoniske billede, men hvem er soldaterne i fotografiet? Hvilke rædsler måtte de gennemgå før de kunne rejse flaget? Og hvad skete der med dem bagefter? Det forsøger "Flags of Our Fathers" at give et svar på, det er nemlig ikke så simpelt som man skulle tro.

Filmen fokuserer på tre af soldaterne, Ira Hayes (Adam Veach), Rene Gagnon (Jesse Bradford) og John Bradley (Ryan Phillippe), der efterfølgende blev bedt om at deltage i en PR tur igennem USA, for at "gøre reklame" for krigen. De tre mænd bliver slæbt rundt i landet og fremstillet som helte, men var de nu også det? Er der overhovedet nogle helt på en slagmark?

"Flags of Our Fathers" vil så gerne være "Saving Private Ryan," men når ikke Steven Spielbergs mesterværk til sokkeholderne. Det er der flere grunde til.

Strukturen fungerer ganske enkelt ikke. Filmen er rodet og klodset fortalt. Den springer nemlig frem og tilbage mellem kampscenerne og soldaternes PR tur, hvilket tager brodden af begge dele. Det er specielt problematisk fordi kamp-scenerne bliver mindre effektive. Vi bliver smidt lige ind i handlingen og før vi får en chance for at finde ud af, hvem det egentlig er vi der kæmper, er vi tilbage i et fint hotel, hvor de tre overlevende soldater endnu en gang skal holde tale.

En anden grund til at filmen ikke virker, er at Eastwood ikke en gang formår den helt banale opgave at forklare den centrale historie. Kender man ikke baggrunden vil man være et stort spørgsmålstegn. Selve den scene, hvor vi ser flaget blive rejst, ligger hele 75 minutter inde i filmen, og på det tidspunkt har vi allerede været på flere PR ture i USA med soldaterne. Eastwood vil gerne gøre det til et stort mysterium, hvem af soldaterne, der egentlig er med på fotografiet, men hvorfor det? Er det ikke nok at illustrere det paradoksale i, at dem der døde på slagmarken er glemt, mens dem der rejste et flag bliver udråbt til helte. I Eastwoods hænder (eller vi skulle måske give forfatterne William Broyles Jr. og Paul Haggis skylden) bliver denne simple pointe mudret ind en masse detaljer, der måske nok er historisk korrekte, men ikke gør noget for overskueligheden.

Eastwood forsøger også at gentage Spielbergs filmiske stil fra "Saving Ryan". I kamp-sekevserne er filmen gjort helt farveløs, nærmest grå, og ofte er det svært at se skuespillernes ansigter i de hurtigt klippede, håndholdte skud. PR turen derimod er filmet i flotte farve, med glidende SteadyCam, der sejler formålsløst rundt og forsøger at fange et passende motiv. I stedet for at understrege kontrasten mellem de to kapitler af soldaternes liv, understreger denne metode blot, hvor konstrueret begge dele er.

Nej, Eastwood er ikke nogen Spielberg. Han gør hvad han kan, for at "Flags of Our Fathers" skal virke rå og brutalt, men i sidste ende alligevel dør lidt for mange af hans unge soldater i en vens arme, med en fin lille stribe blod i den ene mundvig.

Nomineringer

  • Bedste Lyd-klip
  • Bedste Lyd-mix

Tilbage til arkivet
Tilbage til forsiden