The Good German

Juli 1945. Verdens ledere samles i Berlin for at dele Europa op imellem sig og journalisten Jacob ankommer til byen for at dække begivenheden. Hans chauffør er den unge Tully, der snart viser sig at være en sortbørshandler af format. Der er ikke den ting han ikke kan skaffe.

Der venter Jacob en stor overraskelse i Berlin. Det viser sig nemlig at Tullys kæreste er Lena Brandt, Jacobs tidligere sekretær og elskerinde. Hun klynger sig til Tully i håbet om, at han kan få hende ud af Berlin. Og hvorfor vil hun så ud af Berlin? "Vi har alle gjort ting vi ikke er stolte af", siger hun kryptisk.

Historien bliver først speget, da det går op for alle parter, at Lenas mand Emil, måske ikke er død, som man tidligere har troet. Alle vil have fat i Emil. Amerikanerne, russerne og ikke mindst Tully, der vil sælge ham til højestbydende...

Hollywoods frække drenge George Clooney og Steven Soderbergh elsker åbenbart Film Noir, for med "The Good German" har de forsøgt at skabe en hyldest til denne genre. En hyldest, der er så gennemført, så perfekt, at den ender med at virke falsk. Uden at vide det har Cloonbergh skal en helt ny genre Faux Noir. Film noir lavet af folk, der - for at sige det lidt flabet - måske ikke helt forstår hvad begrebet egentlig betyder. Karaktererne er for eksempel skudt helt forbi.

Clooneys Jacob er et kedeligt pjok og fungerer ret dårligt i hovedrollen. Han mangler de træk, der er så vigtige for en film noir karakter. Han står ikke på kanten af afgrunden med alt på spil, eller har en dyster fortid han forsøger at flygte fra. Der er, med andre ord, ikke noget "galt" med ham. Og hvad værre er, han kunne rejse hjem, hvornår det skal være, uden at han ville miste noget af den grund. Tobey Maguire er en ubehagelig satan som Tully, men han er alt for ung og passer ikke helt ind i 40'er stemningen. Han springer rundt og bander og svovler, som var han med i en Kevin Smith film. Han er simpelthen ikke troværdig som en beregnende sortbørshandler. Cate Blanchett, på den anden side, har helt fejlfortolket de gamle femme fatale karakterers charme. Hun spiller rollen uden en snert af seksuel udstråling. Hun smiler aldrig og selvom alle mændene i filmen falder på knæ for hende, så er der ikke nogen åbenlys grund til det, for hun har sjældent mere end en kold skulder til nogen af dem. Ingen af de tre skuespillere har den charme, som 40'er noir stjernerne havde, og de får ikke lov til at sige de skarpe replikker vi er vant til fra film noir.

Sidstnævnte er nok mest manuskriptets skyld, og vi kan også give det skylden for det af filmen er langt fra så økonomiske med sine scener, som de gamle film var det.

En ting er dog ramt næsten perfekt: Billederne. Visuelt er "The Good German" nemlig ret tæt på de gamle film noir. Soderbergh, der selv har fotograferet filmen, leger med lys og skygge ligesom de gamle fotografer gjorde det. Så er problemet jo bare, at der er mere i film noir end flotte billeder.

Når de ikke laver mega-hits - som "Ocean's 11" - har George Clooney og Steven Soderbergh opsøgt mindre, nærmest eksperimenterende film. "The Good German" er en af disse film. Som eksperiment er den ret interessant, men sidestillet med de gamle film noir, som den forsøger at kopiere, er den blot en tam skygge. Et misforstået kærlighedsbrev til en svunden tid og en genre, der mere end noget andet var et produkt af sin tid. Vil man lave film noir nu om dage er det ikke godt nok bare at flytte handlingen til 40'erne, der skal tænkes i helt andre baner, som for eksempel Rian Johnson gjorde det med "Brick". "The Good German" ser ud som film noir, men den har ikke film noir hjerte. Derfor bliver den aldrig anden end en dårlig kopi.