The Illusionist
Neil Burger
Skuespillere
Edward Norton
Paul Giamatti
Jessica Biel
Rufus Sewell
Eddie Marsan
Studie
Freestyle Releasing

Ved begyndelsen af det 20. århundrede gør tryllekunstneren Eisenheim (Edward Norton) sit indtog in Wien. Med sine næsten overnaturlige tricks tryllebinder han publikum, og snart tiltrækker han selveste Kronprinsens opmærksomhed. Prinsen beder sin trofaste politichef Uhl (Paul Giamatti) om at undersøge Eisenheim nærmere. Han skulle jo nødig gå hen og blive mere populær end den kommende tronarving. Trods intens efterforskning kan Uhl dog ikke gennemskue hverken Eisenheim eller hans tricks. Da det viser sig, at Kronprinsens udkårne, den smukke Sophie (Jessica Biel), har kendt tryllekunstneren tidligere, melder spørgsmålet sig: Er det tilfældigt, at Eisenheim befinder sig i netop denne by på netop dette tidspunkt? Hvad er han egentlig ude på?
Selv om "The Illusionist" gør sit bedste for at få os til at kigge i en anden retning, så kan den ikke helt skjule, at den i bund og grund bare er en simpel kærlighedshistorie. Det gør nu heller ikke noget, for magen til stemningsfuld lille sag skal man lede længe efter. De nærmest drømmeagtige periodebilleder - skabt af Dick Pope ("Dark City" og flere Mike Leigh film) - indhyllet i Philip Glass' smukke musik sætter scenen perfekt.
Imens Edward Nortons afdæmpede, næsten hypnotiske præstation holder os fanget, distraherer gavtyven Paul Giamatti os på de helt rigtige tidspunkter og tilføjer lige det krydderi, der skal til, for at det hele ikke bliver for stift, og som prikken over i'et yder smukke Jessica Biel (passer hun ind i sådan en film? Ja, sørme om hun ikke gør!) sin hidtil mest solide præstation.
"The Illusionist" er ikke en stor film med store armbevægelser. Dens magi er så afdæmpet, af den næsten ikke er til at se, men er det ikke netop de små tricks, der hænger ved? Dem, der sker lige foran øjnene på én?

