Marie Antoinette

Det er lykkedes Sofia Coppola at kaste alt den goodwill, som "Lost in Translation" havde sikret hende, over bord med denne overdådige moderne fortolkning af historien om Marie Antoinette. Filmen skildrer Antoinettes liv fra hun, blot 15 år gammel, bliver gift med den kommende franske konge i 1770, til hun bliver tvunget til at flygte fra det kongelige Palads i Versailles i 1789. Den unge Marie Antoinette bliver køligt modtager ved det franske hof og hendes nye ægtemand viser hendes ingen interesse, så hun må kæmpe hårdt for at sikre sin position ved det nye hof.

Til tonerne af moderne rock/pop musik og med dialog, der kun af og til virker autentisk, forsøger Sofia Coppola at give en bud på, hvorfor det egentlig gik så grueligt galt for den unge dronning.

Denne stil kunne ved første øjekast få filmen til at se smart og hip ud, og man kunne fristes til at drage sammenligninger til Baz Luhrmans "Romeo + Juliet", der også kombinerede det gamle og det nye på inspirerende vis. Men hvor Luhrmans historie var fyldt af passion, så er der ingen drive i denne historie. Scene efter scene viser os den ene overdådige fest efter den anden, og alle understreger de den samme pointe: Ja, det franske hof levede over evne og de foretog sig intet fornuftigt. En hvilken som helst normal person ville kede sig bravt efter en uge, og det gør Antoinette forståeligt nok også. Der går desværre ikke lang tid før Antoinettes problem bliver publikums problem.

Et andet problem er, at Coppola har valgt udelukkende at fokusere på de riges liv, så vi har ingen fornemmelse af, hvad der sker udenfor de overdådige paladser. Tyve minutter før slutningen nævnes det lige henkastet, at der er uro blandt den almindelige befolkning og kort tid efter hører vi, at pøblen marchere mod paladset. Kender man ikke historien bag den franske revolution, vil man sidde måbende og undre sig over denne udvikling, og selvom man kender historien, virker denne drejning lidt underlig, fordi filmen slet ikke har berørt problemet tidligere.

Ret skal være ret, Sofia Coppola har gjort et hæderligt forsøg på at lave en moderne kostumedrama, der henvender sig til de yngre generationer, men spørgsmålet er om Coppola ikke skulle have kastet sin kærlighed på en anden historisk figur, en der måske var lidt mere aktiv og ikke bare sad på sin flade og spiste kage. Coppolas pointe synes at være, at Marie Antoinette ikke var noget ondt menneske, bare en smule forkælet. Det er ikke bare en simplificering af fornærmende proportioner, men også en ret ligegyldig påstand.