My Country, My Country

Irak. Januar 2005.

Med en amerikansk soldat på hvert gadehjørne, daglige terrorbombninger og en totalt nedbrudt infrastruktur forsøger irakerne at gennemføre de første "frie" valg. Er dette et enestående skridt på vejen mod demokratiet? Eller et desperat forsøg fra Vestens side på at retfærdiggøre invasionen?

Instruktøren Laura Poitras benytter sig af "fluen på væggen"-fremgangsmåden til at tegne et stemningsbillede af den hektiske periode, der gik forud for valget. Poitras følger blandt andet lægen Riyadh, der stiller op til valget trods protester fra familien, valgobservatørerne, der frustreret forsøger at få alt klar til tiden og de amerikanske soldater, der skal passe på vælgerne. I en kaotisk montagestil prøver filmen at svare på det simple og alligevel så komplicerede spørgsmål: Er valget et skridt frem eller et skridt tilbage?

"My Country, My Country" behandler et interessant emne og giver et uhyggeligt indblik i den irakiske situation, men den mangler en rød tråd. Scene efter scene viser os de kaotiske forberedelser til valget, og de forfærdelige forhold irakerne må leve under, men der er ikke rigtig noget udvikling i historien, bare "mere af det samme". Hvis man vælger at lave en dokumentar spillefilm om et emne, bør man have mere at byde på end et gennemsnitligt nyhedsindslag.