Venus

- What were you playing?
- A corpse.
- It was typecasting, then?

To gamle skuespillere Maurice (Peter O'Toole) og Ian (Leslie Phillips), begge med den ende fod i graven, er så småt ved at vende sig til tanken om, at de skal dø. De ved godt, at der ikke er så mere mere de kan gøre på denne jord, så de finder glæde i de små ting. Ian glæder sig til, at hans niece fra landet kommer og bor hos ham, for han tror, at han dermed får en lille stuepige i huset, som kan lave mad, gøre rent og generelt gøre hans liv lidt nemmere. Derfor får han noget af et chok da niecen viser sig at være en alt for typisk teenage pige, der glor TV, æder chips og ikke gider løfte en finger.

Maurice, derimod, er ikke så nem at afskrække. Han er en rigtig gammel gris og synet af en frisk ung teenage pige er nok til at få ham op af stolen - han giver sig øjeblikkeligt til at charmere pigen. Og det virker. Hun kan ikke lade være med at blive en smule fascineret af denne besynderlige gamle mand. Han citerer Shakespeare - hun citerer Kylie Minogue. Han lader hende få en øl - hun lader ham snuse til sin nakke. Efterhånden udvikler de et forhold, der er mere end bare platonisk. Har Maurice nået sin sidste salgsdato, eller kan dette gamle fjols få lov til at vinde endnu et kvindehjerte inden han stiller træskoen?

Ved første øjekast kunne "Venus" godt ligne en tør, grå engelske film, specielt når vi bliver introduceret til de to gamle mænd i hovedrollerne, der dårligt kan tage et skridt uden at pruste og stønne, men så åbner de munden og ud strømmer en fantastisk dialog, fuld af sort humor, sjofle bemærkninger og skarpe observationer!

Hjertet i "Venus" er forholdet mellem O'Tooles Maurice og pigen Jessie, spillet af Jodie Whittaker. Det er både fræk, smuk, rørende og hjerteskærende. Filmen når hele registeret igennem bare ved at spille disse to karakterer ud mod hinanden. Det er som om verden står stille, når disse to mærkværdige personligheder rykker tæt sammen og deler deres hemmeligheder. "Venus" er ikke en stor film, men den den er fuld at store præstationer og ingen er større end den Peter O'Toole leverer.

Da Akademiet annoncerede, at de ville give O'Toole en æres Oscar prøvede han at få dem til at trække den tilbage. Han mente, han stadig kunne få en på "den rigtige måde". Han mente, han havde i hvert fald en Oscar værdig præstation i sig endnu. Og han havde sgu ret! Der skulle ikke engang en kæmpe storslået historisk film til for, at O'Toole kunne vise sig fra sin bedste side. Bare en lille stille film om en liderlig gammel mand, der møder en smuk ung pige.