The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford
Andrew Dominik
Skuespillere
Brad Pitt
Casey Affleck
Sam Shepard
Sam Rockwell
Mary-Louise Parker
Studie
Warner Bros

En 160 minutters lang film, der ikke vil stå ved, at den er en western, som handler om en utiltalende bandit, som vi ved dør til sidst? Nej, det lyder ikke som en god aften i biffen, men tag ikke fejl, "The Assassination of Jesse James" er en enestående oplevelse.
Vores historie begynder i 1881, da Jesse er 34 år gammel. Livet som lovløs har tæret hårdt på ham, han er blot en skygge af sig selv. Det er som om han godt ved hans tid er ved at løbe ud.
James banden er heller ikke hvad den har været. Kun Jesse og hans storebror Frank er tilbage fra den oprindelige besætning, så Jesse er tvunget til at hyre lokale banditter og mere eller mindre troværdige slægtninge, for at skaffe nok mænd til sine røverier. En af de folk han får med i sin banden er den unge Robert Ford. Ford har idoliseret Jesse siden han var lille, og det er hans største drøm at komme med i banden.
Jesse James stoler ikke på nogen af dem han har omkring sig, og han nyder at holde folk ude på kanten af stolen. Han føler sig kun sikker, når alle omkring ham føler sig usikre. Det går snart op for Ford, at Jesse James måske ikke er den helt han troede, så da Jesse truer Fords familie tager han en beslutning, der ender med at koste både ham selv og Jesse dyrt.
"The Assassination of Jesse James" formår at holde fast i sin helt specielle intense stemning fra første til sidste øjblik. Det er en stille film, med hermed ikke sagt, at den ikke er på vagt. Tag scenen i starten, hvor Frank James står i skoven og lytter til lydende omkring sig. Hver kvist, der knækker, kan være den sidste lyd han hører. Hver fugl, der fløjter, kan være en advarsel om, at hans tid er rindet ud. Det er den slags stilhed, der præger filmen. Sorte skyer blæser over prærien og undervejs bliver vi guidet igennem historien af en fortællestemme, der godt ved hvilken skæbne, der venter Jesse og ikke lægger skjul på at det lakker mod enden.
Brad Pitt er perfekt i rollen som den utilregnelige plagede bandit. Det er så nemt at sætte Pitt i bås på grund af hans gode udseende, men gang på gang overrasker ham og viser nye nuancer i sit spil. Rollen som Jesse James er måske nok en af hans mest afdæmpede, men samtidigt en af hans bedste. Også Casey Affleck er god i rollen som Robert Ford. Det er i virkeligheden ham, der spiller hovedrollen og bærer det meste af filmen på sine skuldre.
"The Assassination of Jesse James" er i virkeligheden den diametrale modsætning til en film som "3:10 to Yuma". Hvor sidstnævnte er en hyldest til de klassiske westerns, er dette en indadvendt film. Et opgør med det vilde vesten, der gradvist må give plads for det civiliserede samfund. En afsked med de lovløse, der ikke længere er plads til.

