Atonement

Verden kan godt virke som et underligt sted, når den ses gennem en 13-årig piges øjne. Specielt når der er tale om kærligheden. Briony forstår ikke hvorfor hendes storesøster Cecilia undgår husholderskens søn Robbie. De er jo samme alder. Hun forstår heller ikke helt, hvad det er de skændes om ude ved springvandet, og da hun ser dem i biblioteket presset op mod hinanden tror hun det værste. I et forsøg på at skille de to ad udpeger Briony Robbie, som den skyldige i et seksuelt overgreb på en af hendes veninder. En simple løgn, der får uoverskuelige konsekvenser for alle parter.

Robbie bliver arresteret og smidt i fængsel, dømt udelukkende på Brionys vidneudsagn. Senere får han valget mellem at blive der, eller gå i krig. Cecilia vender sin familie ryggen og Briony forsøger at råde bod ved at melde sig som sygeplejerske. Der skal dog gå mange år før det går op for Briony, hvad hun egentlig har gjort.

Joe Wright, der lavede den imponerende "Pride & Prejudice" fra 2005, har instrueret. Han har skabt en fejende smuk kærlighedshistorie. Den er fræk, rørende, chokerende og fascinerende. Moderne, men samtidigt klassisk. Den er storslået, men samtidigt intim, og den formår at holde fast i det personlige drama, selv når en hel verden i krig glider forbi kameraet.

Historien er fortalt i en udfordrende stil. Filmen benytter sig af flashbacks, somme tider bliver historien spolet tilbage og vi ser en scene igen, fra en anden vinkel. En enkelt gang bliver historien også fortalt baglæns (ja, filmen bliver rent faktisk kørt baglæns). I stedet for at få historien til at virke popsmart og falsk giver det en friskhed og en følelse af fortællelyst til filmen, og det suger seeren til sig! Men der, hvor filmen virkelige slår benene væk er i samspillet mellem lyd og billeder.

Se bare start scenen, hvor filmens titel skrives, hvidt på sort, til lyden af en skrivemaskine. Derefter er vi i et pigeværelse, hvor Briony skriver sidste side af et skuespil færdig. Langsomt begynder musikken i baggrunden, mens skrivemaskinelydene fortsætter. Hun flår siden ud af skrivemaskinen og forlader værelset med det færdige skuespil. Tempoet i musikken stiger, skrivemaskinelydene tager til. Briony marcherer hastigt gennem det storslåede hus, mens skrivemaskinelydene aggressivt understreger hendes skridt, i takt til den stadig stigende musik. Det hele når sit crescendo da Briony træder ind i en stor stue og med et brag smækker døren bag sig. Det er blot en simpel introduktions-scene, alligevel er den til at miste vejret over.

Sådan er det hele filmen igennem. Musik, lyddesign og billeder leger med hinanden og skaber en slags poesi. "Atonement" er en fryd for øjne og ører, ja faktisk for hele sjælen. Uden konkurrence årets bedste film.

Buzz

Fotografen Seamus McGarvey, der også skød "The Hours", og komponisten Dario Marianelli kan begge godt investere i et pænt jakkesæt, for de kommer til at gå til mere end en prisuddeling i den nærmeste tid. Det kommer resten af holdet for den sags skyld også til. "Atonement" bør scorer et 2-cifret antal nomineringer, der dækker alle større og de fleste mindre kategorier. Og stod det til undertegnede vandt den Oscaren for Bedste Film. DB

Nomineringer

• Bedste Film
• Bedste Adapterede Manuskript
• Bedste Kvindelige Birolle
• Bedste Fotografering
• Bedste Scenografi
• Bedste Kostumer
• Bedste Kostumer