Big-Q-Quiz.com

Instruktør
  • Mark Osborne
  • John Stevenson
Skuespillere
  • Jack Black
  • Dustin Hoffman
  • Angelina Jolie
  • Ian McShane
  • James Hong
Distributør
  • Dreamworks

Anmeldelse: Kung Fu Panda

af David Bjerre

Det eneste pandaen Po drømmer om er at blive en stor kung fu mester, men han må tage sig til takke med et job i sin fars nudel restaurant. Da den mægtige kung fu mester Oogway skal udvælge "The Dragon Warrior" gør Po alt, hvad han kan for at se med, så han kan få et glimt af sine idoler, Mesteren Shifus elever kendt som "The Furious Five". Alle går ud fra, at Oogway vil vælge en af disse fem, men til deres store store overraskelse peger Oogway på Po! Er der sket et forfærdelig fejl, eller er Po virkelig et stort overset kung fu talent, uden at vide det?

Kung Fu Panda er en perfekt animeret film. Historien er simpel - det skal den være i denne slags film, karaktererne er levende og dynamiske, men vigtigst af alt: Filmen er fuld vidunderlige, finurlige små detaljer, der vil gå direkte over hovedet på de fleste børn, men fascinere og more de vokse. Alle kan være med her!

Tegnerne bag filmen har gjort et fantastisk stykke arbejde i at tage de klassiske visuelle elementer, fra de episke asiatiske film, og kombineret dem med den fotografiske stil fra moderne kampsportsfilm. Det gør Kung Fu Panda til en af de flotteste tegnefilm, der nogensinde er lavet. Det hjælper også, at John Powell og Hans Zimmers musik på smukkeste vis understøtter billedesiden

Filmen er naturligvis overdænget med kendte stemmer, det hører sig jo til nu om dage. De fleste af dem er lidt spøjse, Jackie Chan får lov til at sige to replikker, og man kan dårligt genkende Lucy Lui, men det er lige meget, for i hovedrollerne som Po og Shifu er Jack Black og Dustin Hoffman guddommelige! De bærer simpelthen filmen.

Den over-energiske Po er som skabt til Jack Black, og når pandaen hopper og danser rundt af begejstring kan man nemt genkende Black i hans bevægelser. Ligeledes har den distingverede og reservere Shifu lige præcis den blanding af seriøsitet og utålmodighed, kombineret med et glimt i øjet, som man vil tillægge Hoffman, bedst demonstreret i filmens slutscene, som ikke skal spoiles her.

Kung Fu Panda vil blive filmen, der står stolt på hylden ved siden af Madagascar og bliver sat i afspilleren oftere end godt er.

Tilbage til 2008 oversigten
Tilbage til forsiden