Big-Q-Quiz.com

Instruktør
  • Jonathan Demme
Skuespillere
  • Anne Hathaway
  • Rosemarie DeWitt
  • Debra Winger
  • Mather Zickel
  • Bill Irwin
Distributør
  • Sony Pictures Classics

Anmeldelse: Thomas Thinggaard og David Bjerre

af David Bjerre

Kim (Anne Hathaway) er ved at komme sig over sit stofmisbrug, og rejser hjem for at deltage i sin søster, Rachels (Rosemarie DeWitt), bryllup. Deres far, Paul (Bill Irwin), gør alt hvad han kan for at opretholde freden mellem de to søstre, fordi Rachel synes at Kims tilstedeværelse ødelægger hendes store dag, grundet at faderen er overbeskyttende overfor Kim. En masse grimme sandheder, løgne og undertrykte følelser kommer til overfladen, under bryllupsforberedelserne. Dette bliver på en gang portrætteret både hjerteskærende og humoristisk. Rachel skal giftes med en sort mand, og Pauls anden kone er sort, så det multi-etniske bryllup bliver en stor prøvelse for flere af de gæster og familiemedlemmer, som ikke har nemt ved at acceptere andre racer og religioner. TT.

AAAAAAAAH! FÅ DET TIL AT HOLDE OP!

Hvorfor hader Jonathan Demme os? Hvad har vi gjort ham? Hvorfor skal vi udsættes for dette rædselskabinet af en film, der kombinerer det værste fra Dogme-stilen, med det værste fra en gennemsnitlig TV Danmark reality serie? Demmes historien om et bryllup fra helvede er i sandhed en pinsel af de helt store. Vi snakker om et hippie bryllup med blomsterkranse og Jamaica-musik. Det er fandeme ikke løgn! I forvejen er familiefester jo en lang række pinlige indstuderede banaliteter, men Demme formår alligevel at gøre ondt værre med sin uredigerede-hjemmevideo-optagelser-stil.

Store dele af filmen består af lange sekvenser, hvor kameraet bare kører uden at optage noget af relevans. Vi skal udsættes for heeeeele prøvemiddagen, hvor gæst efter gæst (som vi ikke aner hvem er) rejser sig op og holder ligegyldige taler. Vi skal udsættes for en 10 minutters sekvens, hvor der fyldes i en opvaskemaskine, for at nå frem til en liiiiiiille bitte pointe til slut. Og naturligvis skal vi også have en laaaaaaaang sekvens, hvor gæsterne danser. That's it. De danser. Der sker ikke noget andet. De danser bare. Dans. Dans. Dans. Det er alt. Og så lidt mere dans.

KAN IKKE MERE!

Den altdominerende hovedrolle Kim bliver jo spillet af den Oscar-nominerede Anne Hathaway. Fred være med det. Jeg kunne bemærke, at Hathaway ser alt for smuk og perfekt ud i forhold til sin Dogme-familie, men hun spiller godt, så det er ikke værd at nævne. Problemet er dog, at Kim er en forfærdelig karakter. En selvoptaget, øretæveindbydende tøs. En See You Next Tuesday af de helt store. Og ja, det kan godt være Anne Hathaway spiller hende kompetent, men Kim er så frustrerende og enerverende, at det ødelægger alt. Det hele ender med KUN at handle om hende, til stor irritation for flere karakterer, men sgu også for os!

STOP NU!

Jeg bliver nødt til at nævne, at HELE FILMEN igennem øver "bandet" sig i baggrunden! Så når ikke karakterernes banale udvekslinger voldtager vores ørekanaler, tager trommerne og violinerne over i skøn forening, i en symfoni, der kunne få en trykluftsbor-operator til at tage et par ekstra hørebøffer på.

HJÆLP! HJÆÆÆÆLP!

Rachel Getting Married er en forfærdelig, afskyelig, brutal voldtægt af sanserne. Som at være tvangsindlagt til 300 timers bryllups reality serie, mens man sidder fastspændt i sådan en stol fra Clockwork Orange. Momentvis har filmen fat i noget rigtigt drama, men så bliver enhver stemning drukning i endnu en uredigeret 20 minutters sekvens af ligegyldigheder.

Kære Jonathan Demme, hvis du ville frembringe en så dårlig smag i vores mund kunne du da bare have pisset i en kop og bedt os drikke det. Det havde i det mindste været hurtigt overstået. Kan ikke mere nu... Kan ikke mere. Stilhed. Skøn stilhed. DB.

The Buzz

Roserne til Anne Hathaway vil ingen ende tage. Golden Globe og SAG nomineringerne så godt som sikre hende en plads blandt de nominerede. Jonathan Demmes instruktion, Jenny Lumets manuskript og Rosemarie DeWitts birolle kunne også komme på tale, hvis Akademiet falder for filmens Dogme-lignende stil. DB

Tilbage til 2008 oversigten
Tilbage til forsiden