Big-Q-Quiz.com

Instruktør
  • Ari Folman
Skuespillere
  • Ari Folman
  • Ron Ben-Yishai
  • Ronny Dayag
  • Dror Harazi
  • Ori Sivan
Distributør
  • Sony Picture Classics

Anmeldelse: Waltz with Bashir

af Jesper Nicolaj Christiansen

En gammel ven fortæller vores hovedperson, Ari Folman, om et mareridt. De to venner bliver enige om, at drømmen hænger sammen med Israels første krig med Libanon, hvor de begge var soldater. Ari selv kan næsten ingenting huske. Kun et surrealistisk billede af, at ligge i noget vand. Han begynder på en rejse ned af hukommelsens smalle vej. Han besøger gamle soldaterkammerater, der alle fortæller om deres minder fra krigen og på den måde stykker han sin egen medvirken i krigen sammen.

Jeg vil starte med det positive. Musik, animations stil (grov, lidt hakkende) og billeder skaber til tider en smuk, næsten drømmende stemning, og der er scener i filmen som er hypnotiske. Scenen som vores hovedperson drømmer, og flash backs til dengang i 1982. Og ikke mindst startsekvensen med hundene. Der er fantastisk dragende. Det er poetisk og smukt.

Waltz with Bashir er en pudsig størrelse. Den er egentlig en masse interviews som Folman har sat sammen, og smidt nogle billeder på, og det er der så kommet en spillefilm ud af. Man kan godt mærke, at historien der driver værket mangler, men det gør den ikke til en mindre visuel fornøjelse. Bare lidt stum og uforløst da den slutter. Filmen er i første omgang en mands forsøg på, at huske grusomhederne fra sin ungdom, men ser man dybere er det vel en klarlægning af en kompliceret politisk situation, som ingen rigtig vil vedkende sig, eller undskylde for.

Filmen bliver altså endnu en af de mange, hvad jeg vil kalde, undskyldningsfilm, fra Israels side. Altså, de er kede af at de har mishandlet og stjålet palæstinensernes land, ulovligt skal det lige tilføjes, siden 1948, og her forsøger de, at hælde lidt jod i såret. Og faktisk sad jeg og var temmelig stolt af dem det første stykke tid, fordi det så ud som om, at det her var filmen hvor de lagde alle kortene på bordet. Men desværre ikke. Kendsgerningerne var og er, at den kristne libanesiske militærbevægelse, Falangisterne, hvis leder (og almost libanesisk præsident) Bashir (deraf titlen) blev myrdet, under Israelsk beskyttelse gik ind i de palæstinentiske flygtninge lejre Sabra og Shatila, og slog mellem 358-3500 kvinder, gamle, mænd og børn ihjel.

Jeg er vokset op med en mor der er pro-Israel, som har boet i Israel og som hader araberne af et stort og godt hjerte. Jeg er blevet opflasket med David vs. Goliat myten, og med det Israelske flag blafrende i stuen. Så det var saftsusme lidt af et chok at slå op i en historie bog og finde ud af, at disse såkaldte helte måske, mildt sagt, var en smule flossede i kanten. FN konvention 1948, anyone? Hvor vil jeg hen med al denne anti-semitisme? Jeg vil såmænd bare forsøge at forklare hvorfor filmen ikke virker. Stor set hele Israels skyld placeres meget belejligt på Ariel Sharons skuldre, mens resten af militæret var imod massakren, men bare valgte intet at gøre. For ligesom ikke at pudse sin glorie helt skinnede ren, sammenligner Ari Folman Israelerne med nazisterne. Ikke en sammenligning der i denne omgang bygger på særlig meget, men som man sagtens kunne bruge i mange andre sager. Jeg kunne godt tænke mig, at Israel lavede den slags film som tyskerne er begyndt at lave. For tyskernes vedkommende om 2. Verdenskrig. Film hvor de erkender deres skyld, erkender vanviddet og vedstår sig, at det er en del af deres historie. Måske ikke en del de er stolte af, men ikke desto mindre en del som de ikke kan komme udenom. Og udenom er lige netop hvad Folman forsøger, at komme. Han hopper behændigt til side, da lorten skal afleveres, så i stedet for hos Israel, så havner den hos Falangisterne. De kristne, ikke at forglemme. De bliver i filmen portrætteret som en flok skydegale voldspsykopater (hvilket de meget muligt var), mens Folman lader israelerne være de chokeret tilskuere, der ikke handler før det er for sent.

Jeg nægter at tro, at ikke én israelsk soldat synes palæstinenserne fik som fortjent. At de alle bare lod som ingenting, men havde en samvittighed sort som beg. Hvis tyskerne, i Der Untergang, havde sagt at det i virkeligheden alt sammen var Hitlers skyld, så havde filmen ikke virket. Og det gør de heller ikke. De anerkender, at stort set hele nationen var fra forstanden. I Waltz with Bashir, giver Folman lorten til Libaneserne og Sharon. En lort som Kahan kommisionen allerede en gang tidligere har givet. Den medførte, at Sharon gik af som krigsminister. Så der er intet nyt under solen her. Folman fortæller, at en masse palæstinensere blev dræbt, og de israelske soldater sad tilbage med en flov smag i munden, og den øverstbefalende skyldte en kvajbajer. Men Sharon er fjenden. Og så selvfølgelig de kristne libanesere, ikke at forglemme. Israel står tilbage, som ham der sad ude i bilen under bankkuppet. Jo jo, han skal da have sin straf, men han skød jo ikke nogle. Jeg savner en stor fed undskyldning for Israels side. Men vi skal nok vente på den. Måske om 10-20 vil de vedkende sig de grusomme overgreb de har begået mod menneskeheden.

Waltz with Bashir er en visuel smuk beretning om den vanvittige sommer i 1982, hvor Israel angreb Libanon. Men det er hverken en vedkommende, eller en godt fortalt, sammenhængende historie. Desværre.

Tilbage til 2008 oversigten
Tilbage til forsiden