Big-Q-Quiz.com

Instruktør
  • Oren Moverman
Skuespillere
  • Ben Foster
  • Woody Harrelson
  • Samantha Morton
  • Jena Malone
  • Eamonn Walker
Distributør
  • Oscilloscope Pictures

Anmeldelse: The Messenger

af David Bjerre

Will (Ben Foster) er netop vendt hjem fra krigen i Irak, hvor han blev såret. De sidste måneder af sin tjeneste skal han tilbringe i den specielle Casualty Notification unit, der har til opgave at underrette pårørende, der har mistet en af deres nærmeste i krig. Det er ikke et job for sarte sjæle, men det skal gøres, og i disse moderne tider, med konkurrence fra 24 timers nyhedsdækning, YouTube og alle mulige sociale medier, skal det også gøres hurtigt. Hvem ønsker at få at vide, at ens barn er dødt på CNN?

Wills overordnede Kaptajn Tony Stone (Woody Harrelson) instruerer ham omhyggeligt i, hvordan han skal opføre sig: Tal KUN med den nærmeste pårørende. Undgå fysisk kontakt. Vær ikke vag, sig ordet "dræbt", så der ikke kan være nogen tvivl. Men Will er ikke som Tony. Da han en dag overbringer den unge kvinde Olivia (Samantha Morton) nyheden om hendes mands død, bliver han både overrasket over hendes reaktion og dybt fascineret af hende. Stik mod alle regler og Tony advarsler begynder Will at besøge Olivia, og de to kommer tættere og tættere på hinanden...

Der er ikke de store armbevægelser i The Messenger, heldigvis da! En film som denne har brug for en nænsom, respektfuld hånd og det er lige præcis hvad den får. Der er ingen store "Oscar moments" her, intet forsøg på at kommentere krigen, eller forslag til hvordan hele verden kan leve i fred, for det er slet ikke det ærinde instruktøren Oren Moverman er ude i. Det her er en historie om de mennesker, der mister. Ikke om de store (eller små) idealer, der ligger bag deres tab.

Filmen fungerer bedre end de fleste af de andre Irak film, der er produceret (vi nævner i flæng: In the Valley of Elah, Lions for Lambs og Stop-Loss). Den er faktisk også mere intens end The Hurt Locker, selvom ikke en eneste scene udspiller sig i krigszonen, og hvor The Hurt Locker (som dog er en fantastisk film) nærmest gør tab og død til noget hverdagsagtigt, så nærstuderer The Messenger den smerte, som disse tab kan medføre og det er dét, der gør den speciel.

Ben Foster leverer en fantastisk præstation i hovedrollen. Man skal virkelig lægge mærke til detaljerne i hans spil og kropssprog. Bare noget så simpelt, som måden han banker på taget af en taxa, der kører væk. Det er sådan en soldat sender et køretøj videre. Læg mærke til, hvordan han spiser. Det er sådan en soldat indtager sin mad. Han har den fysiske del af rollen på plads, og samtidigt er hans ansigt fyldt med konflikt. Wills kamp - for at acceptere sin situation, for at forstå sit nye job og for at ryste sine oplevelser af sig - bliver så ægte og nærværende i Ben Fosters præstation, at det somme tider næsten ikke er til at bære.

Woody Harrelson fortjener også ros. I 2009 har jeg set ham i tre helt vildt forskellige præstationer. Dommedags profet i 2012, zombie jæger i Zombieland og nu her i The Messenger, som iskold soldat. Det han leverer her er noget af det bedste han længe har lavet. Vi er dårligt 5 minutter inde i filmen, før alle tanker om hans tidligere roller forsvinder... Den godmodige bartender fra Cheers og den psykopatiske morder fra Natural Born Killers er pist væk. Helt utroligt.

The Messenger er en af den slags film man skal være meget forsigtig med at blæse op til det helt store, for det er en meget simpel historie. Der er ikke noget nyt i indpakningen. Som sådan er der tale om en typisk indie film, skudt on location og med håndhold kamera. Alligevel sker der noget undervejs. Den intensitet og realisme filmen opsøger, og som lignende film af denne type stræber forgæves efter, kommer så naturligt til The Messenger.

En sidste detalje skal lige med: Når Ben Foster og Woody Harrelson banker på døren hos endnu en pårørende, så ved de ikke, hvad der venter dem. Alle denne type scener i filmen er optaget uden forberedelse, uden manuskript og uden de to spillere har mødt personen på den anden side af døren før. Det eneste de ved når optagelsen går i gang er den første sætning de skal sige til den "pårørende".

Det er bare en af de ting, der gør, at The Messenger virker, der hvor alle før den har fejlet.

Tilbage til 2009 oversigten
Tilbage til forsiden