Big-Q-Quiz.com

Instruktør
  • Josh Fox
Distributør
  • HBO Documentary Films

Anmeldelse: Gasland

af David Bjerre

En dag dumper et brev fra det lokale energiselskab ind hos Josh Fox. Det er et tilbud om en stor pose penge, hvis selskabet kan få lov til at bore efter naturgas på hans ejendom. Processen kaldes "fracking". Der bores dybt ned i jorden, hvorefter kolossale mængder af vand sprøjtes ned i hullet, hvilket frigører gasserne. Det lyder jo ikke så slemt.

Fox er dog ikke helt tryg ved det alligevel. Han bor midt i et vidunderligt, frodigt skovområde, lige ved siden af en bæk, og han frygter alt dette vil blive truet, hvis man begynder udvinde gas i nærheden. Han sætter sig for at undersøge "fracking" i detaljer og snakker med andre folk, der har haft boringer i deres baghave. Og han beslutter sig for at filme det hele.

Det han finder på sin rejse er intet mindre end dybt chokerende. Overalt i USA møder han folk, der er påvirket af disse boringer. Han finder ud af, at der ikke bare pumpes vand ned i jorden, men derimod vand blandet med ca. 500 forskellige kemikalier. De mest giftige, dødbringende, kræftfremkaldende, ødelæggende kemikalier man kan forestille sig.

Folk, der bor i nærheden af disse boringer har fået deres drikkevand ødelagt. Mange klager over konstante hovedpiner og de er hele tiden syge. Luften er somme tider tyk af mystiske dampe. Kæledyr mister håret. Området omkring boringerne bliver forvandlet til et goldt månelandskab. Men det mest chokerende kommer, når Fox opdager, at vandforsyningen hos disse folk er så forurenet af kemikalier, at man rent faktisk kan tænde ild til vandet, når det kommer ud af hanen!

Instruktøren Josh Fox lægger ikke skjul på sine egne motiver for at lave denne film. Han har direkte, personlig kontakt med problemet, i sin egen baghave, og på intet tidspunkt er vi som publikum i tvivl om, at det er derfor han jager historien.

Fox viser os stille og roligt konsekvenser, uden de store armbevægelser. Han konstaterer tørt, at det er op til os, på den anden side af skærmen, at gøre noget ved problemet, men han prædiker aldrig. Hans sag er også så simpel og åbenlys, at han ikke behøver at lege faderfiguren, der forklarer de dumme børn, hvordan verden hænger sammen, sådan som Michael Moore har det med at gøre. Fox har en afslappet fortællestemme, der samtidigt røber hans frustration, men nogle gange klarer han sig bare med et træt blik ind i kameraet, når endnu en glat politiker eller embedsmand glider væk uden at ville svare på nogle spørgsmål.

Det bedste man kan sige om Gasland er vel, at den føles ægte. Det er en spændende historien med et chokerende budskab, lavet i en energisk fotografisk stil og med et åbenlyst personligt engagement. En dokumentar man ikke bør snyde sig selv for.

Nomineringer

  • Bedste Dokumentar - Spillefilm

Tilbage til 2010 oversigten
Tilbage til forsiden