Big-Q-Quiz.com

Instruktør
  • Nicolas Winding Refn
Skuespillere
  • Ryan Gosling
  • Carey Mulligan
  • Bryan Cranston
  • Albert Brooks
  • Ron Perlman
Distributør
  • FilmDistrict

Anmeldelse: Drive

af David Bjerre

Der var engang, hvor Nicolas Winding Refn blev betragtet som dansk films nye håb. Der gik ikke så lang tid før det ikke var sagen mere. Så tog han til udlandet for at lave film, og efter et par kunstnerisk og kommercielle fiaskoer har han endelige fået et hit.

Drive er en historien om manden vi blot kender som Driver, spillet af Ryan Gosling. Han tjener til dagen og vejen ved at lave bil stunts for film, han arbejder i en garage og så kører flugtbil for røvere af og til. Det er en stille tilværelse uden de store lyspunkter, men så får han pludselig øjnene op for en smuk, ung kvinde, der bor ved siden af ham. Samtidigt får han rodet sig ud i en del problemer med folk fra underverdenen.

Drive starter med et brag. En flugtsekvens, der leder tankerne hen på 1978 Walter Hill filmen The Driver. Herefter glider filmen ind i en stille, næsten hypnotisk stil. Driver sejler gennem natten, mens storbyens lys reflekteres i bilens blanke flader. Den stemningsfulde musik ligger og bobler under de betagende billeder, som blodet, der dunker i ens ører, mens Ryan Goslings ansigt, hugget i sten, reflekteres i bakspejlet. Det er, for at sige det lige ud, pisse lækkert.

Drive har masser af stil og stemning, herom er der ingen tvivl. Men hvad har den ellers? Hvad adskiller denne film fra de utallige andre historier om fortabte helte, der bevæger sig på samfundet skyggeside og pludselig møder en smuk, uskyldig kvinde, der kaster lys i deres mørke tilværelse? Hvad adskiller den fra andre film, med biljagter, skumle gangstere og aftaler, der ikke tåler dagens lys? Den slags, der ryger ud direkte på hjemmevideo og altid har Steven Seagal eller en wrestler i hovedrollen. Hvad har Drive, som de film ikke har?

Stil, stemning, men ikke så forfærdelig meget mere. Den har problemer på alle andre punkter.

Det mest irriterende er nok, at Drive er fuld af scener, hvor folk stirrer intenst på hinanden, uden at sige noget. Faktisk tilbringer Ryan Gosling det meste af filmen med bare at stirre tomt frem for sig. Driver karakteren er i virkeligheden bare en forkromet udgave af Jason Stathams The Transporter, hvor alle nævekampene er erstattet med scener, der viser Gosling køre rundt uden at sige noget. Man kan lægge en helt masse i de scener, hvis man har lyst, men hvis Steven Seagal prøvede at slippe af sted med noget lignende, ville han blive svinet til og anklaget for at have mistet de sidste stumper af sine skuespiller evner. Men det her er jo en indie film, og her er akavet stilhed og et tomt udtryk lig med kunst.

Derudover er den følelsesmæssige tråd i filmen temmelig banal. Når Driver begynder at blive lidt smålun på sin nabo, falder han naturligvis også for naboens lille søn. Det er sødt. Nej, det mener jeg! Det ER sødt, om end en anelse Kodak moment-agtig. Men når filmen så giver os en "vi har en dejlig dag"-montagen, hvor den nye perfekte familie nyder livet, som kulminerer i scenen, hvor Gosling går i slowmotion, med den sovende knægt på sine skuldrer, så går den over grænsen og er tæt på at blive ufrivillig komiske.

Hvad er der så tilbage? Plottet? Altså det, der indeholder ting som: Et røveri, der går galt... Biljagter... En karakter, der skylder penge til nogle slemme folk... Plus et par andre lignende elementer, man kan fange i en hvilken som helst krimiserie eller B-film. Det hjælper så heller ikke, at denne relativt banale handling hovedsageligt kun drives frem af himmelråbende tåbelige beslutninger fra alle karakterer, der fejlvurderer hver eneste situationen de kommer ud i, ofte med de mest katastrofale konsekvenser.

Filmen leger med nogle interessante vinkler og konflikter undervejs, men formår i bedste TV-film stil at få dem til at fordufte, før de når at blive rigtigt farlige. Der er også nogle fantastiske eksplosioner af vold undervejs, men igen formår filmen ikke at holde fast i det energi den får bygget op. I sidste ende havner vi altid tilbage hos en stum Ryan Gosling, der stirrer tomt frem for sig.

Det, der holder Drive oppe er fotografen Newton Thomas Sigels fantastiske flotte billeder (han skød i tidernes morgen The Usual Suspects) og Cliff Martinezs helt ekstremt stemningsfulde musik (han er Steven Soderberghs faste komponist), der sammen med et par velvalgte sange udgør filmens livsnerve. Når vi tager disse elementer væk er der ikke så forfærdelige meget tilbage.

Jeg kan sagtens nyde Drive for den helt fantastiske stemning, men en småkedelig historie vi har set tusind gange før og Ryan Goslings tomme blik imponerer mig ikke.

Nomineringer

Tilbage til 2011 oversigten
Tilbage til forsiden