Big-Q-Quiz.com

Instruktør
  • Phyllida Lloyd
Skuespillere
  • Meryl Streep
  • Jim Broadbent
  • Alexandra Roach
  • Anthony Head
  • Richard E. Grant
Distributør
  • The Weinstein Company

Anmeldelse: The Iron Lady

af David Bjerre

Margaret Thatcher er blevet gammel og senil. Nu tænker hun tilbage på sit begivenhedsrige liv, hendes sejrer og hendes nederlag, alt det, der gjorde hende til en af nyere tids mest forhadte politikere. Jo, det er skam vigtig at fortælle historien om Margaret Thatcher og alt taler for, at det også kunne blive en interessant film.

The Iron Lady er dog tememlig problematisk.

For det første er der filmens fortællestil. Rammehistorien følger den nutidige Thatcher, der tuller rundt og snakker med sin døde mand, mens hun tænker tilbage på sit liv. Det er undskyldningen for at gå tilbage i tiden og dække de vigtige øjeblikke i hendes liv. Disse er præsenteret i forhastede, usammenhængende montager, der reducerer alt til laveste fællesnævner.

Der er sjældent nogen begrundelse for flashbackene og når vi vender tilbage til nutiden har Thatcher ikke meget andet at lave, end at tulle lidt mere rundt. Der er ingen rød tråd i historien og det er vanvittigt frustrerende. Der sker simpelthen intet i den nutidige historie. Der er ikke nogen grund til at den starter, hvor den starter, og der er ingen grund til at den slutter, der hvor den gør.

Dét er formen og den er problematisk nok. Vinklen, der er valgt på historien, den er nærmest kriminel.

The Iron Lady er et eventyr, der intet har med virkeligheden at gøre. Det ser ud til at filmfolkene vil have, at vi skal tage The Iron Lady alvorligt, men ærlig talt kunne man nemt forveksle filmen med en komedie. En Saturday Night Live sketch, en karikatur, der får Team Amerika til at ligne et nuanceret drama.

Thatcher bliver præsenteret, som en ærlig kvinde med idealer, der kæmper for dét hun tror på. Hun er et forbillede for kvinder i politik, arbejdere overalt, ja faktisk for hele England. Hun møder modstand fra alle, men kommer alligevel frem i verdenen, på grund hendes endeløse passion. Hun er - for at sige det lige ud - en helt. Ja, det er sådan filmen præsenterer sin hovedperson. Thatcher "kan ikke gøre for det", "hun vil det bedste" og "hun blev uretfærdigt behandlet".

Filmens kvalmende hjerneblødning af en desillusioneret indgangsvinkel når højdepunktet, da Thatcher bliver tvunget til at forlade Downing Street. Filmen præsenterer denne scene til tonerne af højtidelig operamusik. Thatcher går langsomt mod hoveddøren, hendes vej er dække af røde roser, og imens står hele medarbejderstaben omkring hende og klapper, mens de har tårer i øjnene. I shit you not.

Den talentløse instruktør Phyllida Lloyd, der også lavede makværket Mamma Mia, forsøger at forsvare nogle af sine valg med "det var sådan Margaret opfattede det". Hvis hun tror det er okay, så er hun både dum og naiv. Og temmelig farlig. Jeg håber bare den næste film hun laver ikke er en Hitler biografi.

Det er svært at gennemskue, hvad The Iron Lady egentlig vil. Den er for overfladisk til at have historisk værdi og dens portræt af Thatchers personlige liv er ubrugeligt. Det er en elendig, formålsløs film, der er tæt på at være amatøragtig. Selv Thatcher ville forvente noget bedre. Og jeg vil faktisk påstå hun også har fortjent det.

Tilbage til 2011 oversigten
Tilbage til forsiden