Big-Q-Quiz.com

Instruktør
  • Quentin Tarantino
Skuespillere
  • Jamie Foxx
  • Christoph Waltz
  • Leonardo DiCaprio
  • Kerry Washington
  • Samuel L. Jackson
Distributør
  • The Weinstein Company

Anmeldelse: Django Unchained

af David Bjerre

Dette er historien om slaven Django (Jamie Foxx) og dusørjægeren der befrier ham, Dr. King Schultz (Christoph Waltz). Sammen skal de op mod plantageejeren Calvin Candie (Leonardo DiCaprio), for at redde Djangos kone (Kerry Washington). Det bliver ganske blodigt.

Jamen naturligvis skal den hvideste brotha' i verdenen, Quentin Tarantino, lave en film om en sort slave! Django Unchained  burde have været QTs helt store kærlighedsbrev til spaghetti westerns. Det er den overraskende nok ikke.

Først og fremmest filmen en anelse sjusket og ufokuseret. Jeg indrømmer blankt jeg er påvirket af rygterne om at Tarantino er blevet jaget gennem klippe-processen og det faktum, at hans faste klipper Sally Menke døde før hun kunne arbejde på filmen.

Django Unchained starter - ligesom QTs forrige film Inglourious Basterds - med en langsom omstændig scene, der naturligvis eksploderer og skubber historien i gang med et brag. Derefter følger Django og Schultzs "første mission", men efter cirka 50 minutter går filmen i stå. Efter et lille stykke tid starter den forfra og går i gang med den egentlige historie, men ganske hurtigt går den i stå igen. Det bliver faktisk et tilbagevendende problem for filmen. Fremragende scener med fantastisk klimaks, bliver gang på gang afløst af totalt stilstand. En film skal naturligvis have sine op og nedture i spændingskurven, men den skal bestemt ikke gå i stå efter hver eneste spændende scene. Specielt ikke hen imod slutningen, hvor der helst skal bygges op til den helt store finale. Det gør Django Unchained ikke, tværtimod. Den går oftere og oftere i stå henimod den vigtige slutning.

Måske er Tarantinos problem i virkeligheden, at der ikke rigtig er nok gods i den historie han har valgt at fortælle. På papiret er der, men når han skal have manøvreret sine figurer og sine temaer i stilling, forsvinder alt vægt i historien og det hele ender med at blive lidt banalt og forudsigeligt. Der er ikke noget vejen med en røverhistorie, der ikke har noget synderligt på hjertet, men så skal den have ild i røven! Den skal altså ikke spille næste 3 timer og være fuld af stillestående snakkescener.

I interviews har QT gjort det klart, at han lider af den vragforestilling, at han fortæller om et vigtigt kapitel i USAs historie. Det gør han ikke. Django Unchained fortæller lige så meget om slavetiden, som Reservoir Dogs fortæller om diamant branchens kvaler. Han får aldrig behandlet nogen af "tidens emner", har får aldrig eksponeret denne forfærdelige tid på nogen overordnet måde. I stedet får vi en pinlig, lavkomisk scene, hvor han gør nar Ku Klux Klan, på den mest barnlige måde.

Django Unchained trænger ganske enkelt til at blive strammet op. Tarantino skulle have valgt et klart fokus for historien, med een tydelig mission. Og så skulle filmen have været enten en iskold thriller, der slår lynhurtigt til med en energisk hævnhistorie, eller den kunne have været en storslået tragedie, der udstiller slaveriets mørkeste sider i grafiske detaljer. I stedet får vi det sædvanlige, lalleglade, selvfede Tarantino hysteri, hvor folk snakker og snakker uden at sige noget.

Det leder os videre til persongalleriet.

Vores helt Django føles aldrig vred nok og han har for lidt at lave. Ofte bliver han bare bedt om at forholde sig roligt og lade som om han ikke bliver berørt af begivenhederne omkring ham. Ikke just en dynamisk indgangsvinkel til en karakter. Det kan virke kort i intense situationer (tænk Michael Corleone, der skal holde masken når han mødes med sine modstandere i The Godfather, indtil han kan få fat i sin pistol), men ikke i Tarantinos landtrukne snakkescener. Jamie Foxx har "the look", men der er ikke rigtigt noget kød på Djangos baggrundshistorie. Et nærmest uopfindsomt "hans kvinde blev pisket"-flashback er det eneste vi får, man skulle næsten tro Tarantino kunne komme på noget mere chokerende og effektivt. Noget der kunne få den befriede slave til at EKSPLODERE i vrede.

Ligeledes er hans makker - den slavevenlige Dr. King Schultz - problematisk. Christoph Waltz spiller ham ypperligt, men hvem ER han? Hvorfor er han så civiliseret? Hvorfor hjælper han Django? Kan det virkelig passe, at Tarantino har skabt endnu en karakter, der har underskud på vrede kontoen? Som ikke har en eneste mørk hemmelighed? Som gør lige hvad han lover?

Det leder os til den sidste problematiske person i galleriet: Calvin Candie. Magen til nuttet skurk skal man lede længe efter. I Leonardo De Caprios fortolkning er denne figur ganske ufarlig. På intet tdispunkt virker han truende eller uoverkommelig. Han er ikke specielt djævelsk, udspekuleret eller veltalende. De Caprio kommer reelt kun op i det røde felt i en enkelt scene og selv det er ærligt talt ikke synderligt imponerende. Til gengæld skal der lyde ros til Samuel L. Jackson, der fuldstændig stjæler filmen, som den gamle tjener på Candies plantage.

Django Unchained's sidste afgørende problem er den visuelle fortællestil. Tarantino og hans fotograf Robert Richardson har påstået, at de er gået direkte efter at imiterer stilen fra de gamle Sergio Leone film. Det er - for at sige det lige ud - TOTALT mislykkes.

Tranatino misser en fantastisk mulighed for at lave en vanvittig film, der stjæler alle tricksne fra de gamle westerns. Django Unchained ligner på ingen måde de klassiske Sergio Leone film. Hverken i kameravinkler, framing, valg af optikker eller farver. Bortset fra en lille håndfuld ikoniske skud virker den nærmest forsigtig og tilbageholdnede ved siden af de store mesterværker i genren (og faktisk også moderne B-film imitationer som Pale Rider eller The Quick and The Dead).

I Kill Bill fik QT skabt en film, der på mange måder tog det bedste af de martial arts film han elskede og fik det kombineret til noget, der ofte var endnu bedre end originalerne. Måske har QT for stor respekt for westerns, for her virker det som om han slet ikke tør tage kampen op.

Django Unchained er underlig klodset og kommer kun op og ringe, når blodet sprøjter i lårtykke stråler. De scener er sublime, men dem er der ganske få af. Resten af tiden føles filmen lidt som venstrehåndsarbejde. Et halvt år til i klipperummet havde gjort den godt, men det havde ikke løst filmens fundamentale problemer i både stil, karakterer og plot. Ingen uforklarlig sofistikeret, hvid mand kan redde Quentin Tarantino fra den suppedas.

Tilbage til 2012 oversigten
Tilbage til forsiden